EMNER

63-årig jæger reddede sig selv i land

NAKSKOV:En savnet jæger blev fundet i live, efter at han tidligt i går drev i land på Langeland. Politiet i Nakskov oplyser, at den lille skydepram, manden sejlede i, forliste, men det lykkedes alligevel den 63-årige at redde sig selv i land ved Tranekær Fyr. Han fik torsdag før klokken ni prajet en lastbilchauffør, der hjalp den forkomne jæger i kontakt med politiet. Der blev slået alarm ved 18-tiden onsdag, da en borger på Lolland så, at manden tydeligvis var i havsnød i den hårde blæst. En redningshelikopter blev straks sendt af sted, og en større armada af skibe sejlede mod Langelandsbælt for at deltage i eftersøgningen. Både Marinehjemmeværnet, Fiskeridirektoratet, Farvandsvæsnet, Søværnet, Falck, den tyske flåde samt en civil fiskekutter sejlede natten igennem bølgerne tynde for at finde manden. Men ud på morgenen, efter 14 timer til havs, lykkedes det så den 63-årige at redde sig i land. Han var ikke mere forkommen, end at han afviste at køre med til hospitalet. I stedet bad han om at blive kørt til Spodsbjerg, så han kunne tage færgen tilbage til Lolland, oplyser politiet i Svendborg. /ritzau/