64 børn til sommer-gymnastik

TREKRONER:Sommerens gymnastikskole, Gymnastik i Han Herred, får med 64 børn fra hele kommunen en flot tilslutning i år. Den finder sted 2. og 3. juli i Trekroner Landsbycenter og er for børn, der efter sommerferien går i 2. til 7. klasse, oplyser Jette Danielsen fra Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening. - I fjor havde vi 29 med. Det var meget vellykket, og det er dejligt, at endnu flere har lyst til at være med i år, siger hun. Fem foreninger er sammen om sommerskolen, der foregår på et tidspunkt, hvor mange forældre ikke har ferie endnu. Ud over Thorup-Klim er det gymnastikforeningerne i Fjerritslev, Ørebro, Hjortdal og Trekroner, der står for arrangementet, som er åbent for alle. - Man behøver ikke være medlem af en forening, gør Jette Danielsen opmærksom på. De mange børn vil blive delt op i hold, enten i drenge og piger eller efter alder, og på forhånd har der vist sig stor interesse for springgymnastik. Ledere og forældre fra lokalområderne hjælper med at få både gymnastikken og det praktiske til at fungere. Børnene spiser i cafeteriet og skal sove i centret om natten, og det er mindst en lige så stort et hit som selve gymnastikken, fortæller Jette Danielsen. - Og skulle der sidde et enkelt barn, der har glemt at melde sig til, finder vi også nok ud af det, tilføjer hun.