65 år

Grete Dahl, pressefotograf, Sorthøj 105, Aalborg, fylder mandag 65 år.

Grete Dahl fylder mandag 65 år.
Aalborg 10. december 2011 16:03

Der findes næppe nogen by i Nordjylland, som Grete Dahl ikke har fotograferet, og overalt i landsdelen er Grete Dahl respekteret og anerkendt for de billeder, hun gennem 46 år har leveret til Aalborg Stiftstidende og nu NORDJYSKE Medier. For Grete Dahl er alle opgaver lige store. Hun er perfektionist og formår altid at få noget særligt ud af det hverdagsagtige. Grete Dahl er fra Vejgård og som 18-årig blev hun elev hos Viggo Kragmann, hvor hun passede mørkekammer, men efter 14 dage var hun ude med kamera for at dække begivenhederne i Aalborg. Hendes engagement og nysgerrighed er ukuelig, og hendes interesse for journalistikken og det gode pressefoto smitter hurtigt af på hendes omgivelser. Hun er en god kollega og god at være på opgave med: altid positiv, veloplagt og hjælpsom med oplysninger og nye vinkler - og lynhurtig til at rykke ud. Hendes visuelle nysgerrighed stopper ikke med det traditionelle fotografi, så hun har med stor fornøjelse og ildhu kastet sig ud i opgaverne med levende billeder til alle medier i det nordjyske bladhus. For få uger siden deltog hun også på fotokursus i USA, og hun er i det hele taget frisk på alle nye, digitale arbejdsredskaber. Grete Dahls positive og aktive tilgang til opgaverne gælder også i privatlivet, hvor hun gennem mange år har været et aktivt friluftsmenneske. Som en uvurderlig reservemor for sine nevøer lærte hun dem også at stå på ski. Herhjemme har hun cyklet landsdelen tynd, og når hun kan stikke af i nogle dage tager hun gerne en cykeltur i Sydfrankrig eller på Korsika. Samme med Mona har Grete Dahl krydset Mont Ventoux, og ruten fra Trondheim til Oslo blev også tilbagelagt på cykel af Grete Dahl. Hun har flere gange været i Østen, rejst rundt i Indien og været på Antarktis. Hun er altid klar og parat til nye opgaver, og genfortæller i ord og billeder om sine oplevelser, og hendes lyst til konkurrencesport udfoldes nu mest på golfbanerne i nærmeste omegn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...