65 år

Solveig Holm Sørensen
Badminton 1. august 2011 06:00

¤Solveig Holm Sørensen, Lyngsletten, Saltum, fylder onsdag 65 år. Solveig Holm Sørensen er født og opvokset i Middelfart. I 1965 flyttede hun til Ranum for at læse til lærer på Ranum Statsseminarium. Her blev hun færdiguddannet i 1969 og flyttede samme år til Saltum for at tiltræde en stilling som lærer på Saltum Centralskole. Ansættelsen på Saltum Skole har varet lige siden, og i 2009 fik hun tildelt Dronningens fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste. Solveig har gennem hele sit liv været en aktiv badmintonspiller og deltaget i mange mesterskaber, hvor hun har opnået en række flotte resultater. Resultaterne dækker blandt andet over en førsteplads ved Veteran All England i damedouble i 1989, en førsteplads i single ved Wold Masters Game i Australien i 1980 og en andenplads i single ved Europamesterskaberne for veteraner i Sofia i 2001. Derudover har hun vundet adskillige DM-titler. Siden hun flyttede til Saltum i 1969, har hun spillet på turneringshold både i Saltum og i Vrå Badmintonklub og har været med til at rykke begge klubber op i de bedste rækker. Som en meget aktiv idrætsudøver i Saltum har hun desuden modtaget prisen som Nolsridder i 1980. Solveigs foretrukne feriested er Brisbane i Australien, hvor hendes søn Jens har bosat sig med sin australske kæreste. Sommerferierne har derfor de seneste mange år fundet sted "down under". Efter 42 års ansættelse på Saltum Skole har Solveig valgt at gå på pension 3. august - samme dag som hun fylder 65 år. Hun har imidlertid ikke tænkt sig at stoppe sit aktive badmintonliv. Ligeledes ser hun også frem til at kunne besøge sin søn i Australien udenfor skolernes sommerferie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...