65 år -

Ivar Aagaard-Hansen

Ivar Aagaard-Hansen

¤Ivar Aagaard-Hansen, læge, Nørregade 28, Sindal, fylder torsdag 65 år. Ivar Aagaard-Hansen voksede op i Sindal, hvor hans far var praktiserende læge. Meget tidligt besluttede han sig for at følge i faderens fodspor, og allerede som gymnasieelev kom han i lære hos faderen ved at følge med på sygebesøg i ferierne. Efter studietiden i København havde han et par ansættelser i Danmark. Men der var for få udfordringer og for mange unge læger, der trængtes om fadet, så familien flyttede til det allernordligste Sverige, hvor der var stort behov for læger. De næste fem år bød på alsidige erfaringer inden for alle lægelige specialer - og også erfaringer med Laplands natur. Herfra gik turen til Grønland, hvor Ivar i fem og et halvt år var enelæge og sygehusdirektør i Qeqertarssuaq (Godhavn) i Diskobugten. I 1985 flyttede familien til Sindal, hvor han i næste fem år delte lægearbejdet i praksis med konerne som klinikpersonale. Efter 1990 kunne Ivar som enelæge tilrettelægge sin praksis efter egne interesser. Han var med i mange internationale studier inden or blodtryk, sukkersyge og mavesår. Engagementet og nøjagtigheden, der ska til i sådanne studier, smittede af på det almindelige patientarbejde, sådan at han tidligt indførte procedurer for behandling af de hyppigste sygdomme (blodtryk, kolesterol, sukkersyge etc). For fem år siden forlod Ivar Aagaard arbejdet som sololæge og opsagde sin dagarbejdsaftale med Sygesikringen for at begrænse sig til privatpatienter og vagtarbejde. På den måde kunne han fortsætte med at arbejde som læge, selv om han med en skadet ægtefælle ikke længere kunne fortsætte parløbet i klinikken. Mange patienter har i årenes løb talt med læge Ivar Aagaard-Hansen i lægevagten. Først i den lille kreds omkring Sindal, så i den større med base i Hjørring, og siden i region Nordjylland. Kollegerne i hele regionen kender ham også. Ophøret med sygesikringspraksis gav ham bedre mulighed for at overtage de vagter, som yngre læger med hjemmeboende børn har brug for at slippe for, og dermed overtage stafetten fra sin far og andre ældre læger i kredsen. Hjælpsomhed kan være svær at indpasse i et fuldt skema. Nu er det blevet lettere. Det er også blevet lettere at finde tid til lange rejser til fjerne lande, og lange vikariater på naturskønne steder i hans elskede Nordskandinavien. Han hader at være våd og kold og forrevet, men alligevel er det i de øjeblikke, han ser lykkeligst ud.