65 år

Else marie Persson

Else marie Persson

¤ Else Marie Persson, Jættestuen 59, Svenstrup, fylder søndag 65 år. Else Marie Persson gik på efterløn i 2006 efter at have undervist i centerklasserne på Svenstrup Skole i mange år. Hun har hele sit liv beskæftiget sig med børn. Hun er født på Fur, hvor hun kun gik i skole hver anden dag og havde fri, når kartoflerne skulle tages op. Som den ældste pige i en søskendeflok på 11 hjalp hun til med at passe børn derhjemme og arbejdede desuden som barnepige, de dage, hun havde fri fra skole. Som 14-årig kom hun ud at tjene i huset, hvor hun også passede børn. Som 17-årig tog hun til København i huset hos en familie, hvor hun læste om aftenen og blev den første kvindelige student fra Fur. Derefter læste hun til lærer og har siden haft børn som sin beskæftigelse. Da hendes egne fire børn var små, var hun hjemmegående i 12 år. Efter at hun er gået på efterløn, har hun mere travlt end nogensinde. Hun bruger mange timer sammen med sine fire børnebørn og er aktiv både i menighedsrådet og som kredsleder og leder i Svenstrup FDF, hvor hun har været med siden 1985. Fødselsdagen fejres hjemme med børn, børnebørn og svigerbørn samt dem, der kigger forbi.