Hospitaler

65 år

Ellen Margrethe Gregersen, Bundgårdsvej 5, Biersted, fylder i dag, 65 år.

Ellen Margrethe Gregersen

Ellen Margrethe Gregersen

Siden 1978 har Ellen Margrethe Gregersen været hjemmesygeplejerske med Aalborg Centrum som sit virkeområde. Hun har ingen planer om at forlade arbejdsmarkedet, men er da også ”det grå guld” for hjemmeplejen og for sine klienter, som hun møder med omsorg og godt humør. 1. marts 1966 sluttede hun sin uddannelse til sygeplejerske og fortsatte sin gerning på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Efter en tid på Sct. Josephs Hospital i Aalborg ved henholdsvis ortopædisk afdeling og som operationssygeplejerske blev hun i 1973 ansvarshavende nattevagt på to kirurgiske afdelinger på sygehus nord. Året før hun begyndte som hjemmesygeplejerske i Aalborg i 1978, var hun aftenvagt et års tid. Ellen Margrethe hjælper, hvor hun kan. Hun syr tøj til de fem børnebørn, til deres bamser og dragter til rollespil, og når de to døtre og svigersønner har behov for barnepige, rykker hun gerne ud. Børnebørnenes jævnlige besøg i Biersted eller i sommerhuset i Rødhus er til gensidig glæde. Hun er et friluftsmenneske, der på cykel trodser vind og vejr for at komme rundt i byen i forbindelse med sit job. Hun går lange ture, som regel med familiens hund. Hun er glad for at opholde sig i haven i Biersted, men er ikke mindre godt tilpas i Rødhus, hvor udesiddepladser og bålplads er højt prioriteret. Og her er det ikke sjældent, at festteltet rejses, for Ellen Margrethe nyder at se mennesker omkring sig og er en gæstfri værtinde. Hun har også evnen til at begejstres over de små ting i tilværelsen og fortæller ivrigt om de naturoplevelser, hun deler med ægtefællen Bjerno på ture i parrets mobilhome fortrinsvis i Danmark og Norge, om rejserne til Grønland, om fuglelivet i sommerhusets mange fuglehuse og om egernet, der kommer til vinduet for at blive fodret. Ellen Margrethe Gregersen er også en glad folkedanser og er i omgangskredsen en sød veninde med et smittende humør.