Aalborg

65 år

¤Finn Pedersen, Haldvej 14, Svenstrup, fylder lørdag 65 år. Han er fra Tarm i Vestjylland, hvor han blev uddannet kommis fra Tarm Brugsforening. I 1967 kom han til Aalborg og overtog et mejeriudsalg på Hobrovej. I 1970 købte han købmandsforretningen Kornblomstvej 50, og han blev på den måde den første købmand, der havde mælk i sortimentet. Betingelsen var, at han kørte til de ældre på Gundorflund med bilen hver formiddag for at sælge mælk. Efter fire år blev købmandsforretningen udvidet til supermarked, som dengang hed Vivo, hvor Finn Pedersen samtidig var med i bestyrelsen for Vivokæden. I 1978 udvidede han med Schou Epa i Hjørring, som han drev, indtil forretningen lukkede i 1981. Han gik herefter i gang med selvstændig ejendomsformidling. I 1989 gik han sammen med Sonja Pedersen, og i januar 1990 startede de sammen home i Vejgaard. 1. oktober 2009 startede han som mægler hos Nybolig Palle Ørtoft i Vejgaardafdelingen. Finn Pedersen har endvidere været formand for Ejendomsmæglerne i Nordjylland i en fireårig periode, hvorefter han blev valgt i Landstyrelsen for alle ejendomsmæglere kaldet DE. Her var han i en årrække næstformand, men har ladet yngre kræfter tage over i styrelsesarbejdet. Han har dog bibeholdt arbejdet som formand i Andelsboligudvalget og er med i Boligudvalget i DE samt diverse underudvalg. I fritiden nyder han at spille tennis, badminton samt et spil kort med vennerne. Ferier nydes med børn og børnebørn på skiferie eller solferier sammen med hustruen Thrine.