65 år

Ejvind Nielsen

Ejvind Nielsen

¤Ejvind Nielsen, Dybbølvej 2, Frederikshavn, fylder mandag 65 år. Ejvind Nielsen er indfødt frederikshavner, bor stadig i Frederikshavn og kan ikke bo andre steder. Efter afsluttet skolegang med realeksamen fra Ørnevejens Skole i 1964 kom han i lære, og i 1967 var han udlært i herreekvipering. I 1969 blev han handelsstudent. Da han skulle aftjene sin værnepligt, skete ved ved Dronningens Livregiment i Aalborg, og efterfølgende tog Ejvind Nielsen HDA eksamen i 1975 fra Handelshøjskolen. Han har siden tilføjet forskellige videreuddannelser indenfor ledelse, organisation og psykologi. I 1970 blev Ejvind Nielsen ansat i Dafolo, hvor han var indtil 1989 som salgschef, marketingchef, konsulentchef og organisationschef. Gennem flere år har Ejvind Nielsen undervist i personaleadministration, personaleudvikling, organisation og strategi og markedsføring på Kursuscentret Frederikshavn Handelskole. I 1989 grundlagde Ejvind Nielsen egen konsulentvirksomhed, EN TeamUdvikling, der arbejder med udvikling af offentlige og private virksomheder. Ejvind Nielsen er medlem af netværk for udviklingsrådgivning og er internationalt certificeret som managementkonsulent ICMC i 2004. Som ung var Ejvind Nielsen aktiv divisionspiller i FFI fra 1964-1978 og var her med til at rykke fra 3. division til 1. division, og i mange år var han bestyrelsesformand for FFI's Eliteafdeling og medlem af ledelsen af DanaCup i de første 16 år. Desuden har Ejvind Nielsen været aktiv i etablering af og formand de første otte år for bestyrelsen for Nordjyllands Sportscollege i Frederikshavn. Ligeledes deltog han i etablering af og formand de første 14 år for handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK. Gennem mange år har han været medlem af Frederikshavn Erhvervsråd, og Ejvind Nielsen er nu formand for bestyrelsen for Frederikshavn Handelsskole. Siden 1971 har Ejvind Nielsen været gift med Grethe, og de har sønnen Jesper, der bor i Frederikshavn med sin kone Dorte og børnebørnene Joachim og Hans Christian, samt datteren Karina, der bor i Atlanta USA sammen med sin mand Lars og barnebarnet Kasper.