Pædofili

65-årig skal blive i fængslet

AALBORG:Den 65-årige mand, der er sigtet for årelang sexmisbrug af piger på et opholdssted i nærheden af Aalborg, skal blive i fængslet. Manden blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Han kærede fængslingen til landsretten, som nu har stadfæstet afgørelsen. Ifølge sigtelsen skal den 65-årige have forgrebet sig seksuelt på flere piger, der har boet på opholdsstedet. Et sted, som Nordjyllands Amt blandt andet har henvist flere seksuelt misbrugte unge til. Opholdstedet er blevet lukket, efter at sagen er kommet frem. De seks unge, som boede der, er fjernet med øjeblikkelig virkning. Den 65-årige nægter sig skyldig i sigtelserne.