66 til sæsonstart

Det blev med det største antal medlemmer i klubbens historie, at Cykel Motion Biersted forleden skød en ny sæson i gang.

Vejret viste sig fra den bedste side, da 66 medlemmer begav sig ud på den første fælles tur i sæsonen. Det så flot ud, da de drog af sted i klubbens nye tøj. Forinden havde formand Morten Hammer budt velkommen og præsenteret en ny tøjsponsor for de næste tre år, Metal College Aalborg, der var repræsenteret ved teamleder Jesper Frydkjær. Formanden kunne også fortælle, at klubben lige har rundet 100 medlemmer. Derefter skitserede cheftræner Ole Larsen dagens 30 kilometer lange opstartstur. Efter dagens tur var klubben vært ved røde pølser, øl og vand. Cykel Motion Biersted holder til i træhytten i Biersted skoles gamle skolegård, hvor også træningsturene går ud fra. Der trænes fælles hver onsdag kl. 19 og hver søndag kl. 9.30, hvor alle er velkomne, hvis de har en cykel og en cykelhjelm. Når der trænes, køres der på tre forskellige hold, i forskellige hastigheder, så alle har en mulighed for både at følge med og få trænet igennem. Der er holdkaptajner med for at holde styr på tropperne.

Forsiden