Retspleje

68-årig invalid skal i fængsel

København, søndag /ritzau/ På onsdag skal den 68-årige invalide Birthe Lundquist begynde at afsone sin straf i Statsfængslet ved Horserød. Hendes gæld til samfundet udgør 726 kroner, som omsat til fængselsstraf bliver til to dage, fremgår det af indkaldelsen til afsoningen. Økonomien som pensionist er ifølge Birthe Lundquist årsagen til, at hun aldrig blev færdig med at betale den bøde, som nu er årsag til et ophold i Horserød, siger hun. Bøden blev ifølge Birthe Lundquist givet for "unødig trætte" i forbindelse med en byretssag. Birthe Lundquist insisterede på at få en forældet sag mod en læge, som, hun mente, havde givet hende en forkert diagnose, for retten. Det udløste en bøde på 2000 kroner, som Birthe Lundquist betalte af på, indtil økonomien blev for stram. - Hele min sag afspejler meget godt det danske samfund, vores magtsystem overfor den lille mand. De forlanger, og du skal - de spørger ikke, om du kan, siger Birthe Lundquist til Ritzau. Birthe Lundquist kender retssystemet indgående efter over 15 års slagsmål om de meget alvorlige helbredsskader, hun angiveligt har pådraget sig fra forurenet drikkevand fra Studebjerg Vandværk i Nordsjælland. Nu venter Birthe Lundquist på, at Højesteret skal sætte det endelige punktum i sagen, efter at hun tabte sagen i Østre Landsret. Højesteret har beskikket en forsvarer for pensionisten, som efter egne oplysninger har 1815 kroner til leveomkostninger inklusive et stort medicinforbrug om måneden. Ifølge Birthe Lundquist har indholdet af svovlbrinte i vandet samt en særlig klorbehandling, som hendes ejendom i Vejby blev udsat for, givet Birthe Lundquist store hjerte- og lungeproblemer. /ritzau/