7. klasserne fredet - for en stund

Udvalg vil ikke flytte 7. klasserne i år, men allerede næste år er emnet til diskussion igen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:7. klasserne på de mindre skoler i kommunen kan ånde lettet op. I hvert fald i år. Børne- og Ungdomsudvalget vil nemlig ikke samle 7. klasseseleverne på overbygningsskolerne fra det kommende skoleår, som politikerne ellers havde lagt op til. Men allerede næste år kan de små skoler og forældrene godt finde det hårde skyts frem igen, for udvalget har nemlig ikke opgivet planerne om at flytte 7. klasserne. Udvalget mener imidlertid, der er brug for mere dialog om sagen og har derfor besluttet at tage spørgsmålet op næste år i forbindelse med en større målsætningsdebat om folkeskolen. - Udvalget er af den opfattelse, at det både af pædagogiske og af faglige grunde er en god idé at samle 7. klasserne på overbygningsskolerne. Men med baggrund i den debat der har været og når vi ser på høringssvarene, mener vi, at der er behov for mere dialog, siger udvalgsformand Jens Arne Hedegaard (V). Forslaget om at samle 7. klasserne har været genstand for stor debat og har mødt kritik fra forældrene på flere borgermøder rundt omkring. Men det kommer ikke som nogen overraskelse, fastslår Jens Arne Hedegaard. - Den havde vi forventet, og vi er i øvrigt utrolig glade for, at vi har rejst debatten og har fået ånden ud af sækken, men vi har også kunne mærket på de tilkendegivelser, der er kommet, at der er behov for mere dialog og mere debat omkring tingene, siger Jens Arne Hedegaard. Han påpeger desuden, at høringssvarene fra de 13 skoler har været forskelligartede. De små skoler har udtrykt bekymring, men ikke alle har vendt tomlen nedad i forhold til forslaget. - De store skoler har alle sammen syntes, at det var en god ide, siger han.