Aalborg

70 år

¤Niels Aage Nielsen, Hovangsvej 9A, Hobro, fylder søndag 70 år. Niels Aage Nielsen er født i Haverslev, hvor han efter sin konfirmation fik plads ved landbruget. I 1958 tog han på Haslev Højskole, hvor han mødte Birgit. De blev gift i 1961 og fik tre børn. Senere er der kommet svigerbørn og seks børnebørn til. I 1962 købte de landbrug i Aarestrup og byggede ny stald til køer. I 1965 blev gården solgt, og en større gård blev købt i Grynderup - også med køer - og efter fem år flyttede de til Aalborg en kort tid. Niels Aage blev ansat ved forsikringsselskabet Himmerland, hvorfor de flyttede til Terndrup, men efter to år stoppede han med forsikringsjobbet, og de købte landbrug igen i Stenild, hvor der blev bygget stald til grise. Efter 13 år købte de en grund i Hobro og byggede en villa, som de flyttede ind i efter at have solgt landbruget i 1983. Derefter begyndte Niels Aage Nielsen at købe huse i Hobro og Aars. Husene blev renoveret og nogle af dem solgt igen - en beskæftigelse, som samtidig er Niels Aages helt store hobby. Ved siden af dette drev han i nogle år minkfarm sammen med dygtige medarbejdere. For tiden er han i gang med en større renovering af den gamle HK-ejendom Jernbanegade 3A, Hobro, som bliver ombygget til tre lejligheder. Birgit og Niels Aage vil selv flytte ind i en af dem til sommer og nyde den flotte udsigt over Vester Fjord. Fritiden bruger Niels Aage sammen med Birgit i Hobro Y's Mens Club, hvor de har et stort netværk. Derudover bruger de en del af sommerhalvåret i autocamperen rundt om i Europa og rejser til forskellige eksotiske rejsemål rundt i verden for at opleve fremmede kulturer sammen med andre med samme interesse.