70 år

Helge Wittrup, tidligere erhvervschef, Klostervænget 32, Sæby, fylder torsdag 70 år.

Helge Wittrup er født i Tårs og blev efter realeksamen fra Hjørring Private Realskole uddannet urmager, optiker og guldsmed hos Fr. Stenbroen, Skagen, og på den danske Urmagerskole i København. Efter at have arbejdet som urmager i henholdsvis Hjørring, Tårs og Skagen blev Helge Wittrup uddannet ingeniør og blev i 1970 ansat på Frederikshavn Værft og Tørdok (Danyard) som leder af organisationsafdelingen. Helge Wittrup blev i 1971 ansat som erhvervschef i Sæby Kommune, hvor han bl.a. har været initiativtager til og direktør for Sæby Erhvervsudvikling ApS (Erhvervsrådets byggeselskab). I 1996 kunne han fejre 25 års jubilæum som erhvervschef. Han fratrådte som erhvervschef efter 32 års ansættelse i 2003 som den danske erhvervschef, der har beklædt en sådan stilling i længst tid. Han er i dag æresmedlem af DEF (Dansk Erhvervsfremme, tidligere Danske Erhvervschefers Fællesråd). Helge Wittrup har tidligere blandt meget andet været formand for Nordjysk Informatik og Virksomhedsudvikling, formand for bestyrelsen for Sæby Flyveplads Ottestrup ApS, formand for Sæby Tennis- og Badmintonklub, formand for og stifter af Sæby Cabaryen, formand for Kulturhus Skovlyst ApS, og medlem af repræsentantskabet for Sparekassen Sæby/Spar Nord. Helge Wittrup har skrevet og redigeret Erhvervspolitisk Manual (udgivet af Danske Erhvervschefer Fællesråd). Desuden har han medvirket i projekter omkring Sæby Lystbådehavn, Projekt Bynær Turisme omkring Sæbygaard, etablering af Sæby Golfbane, etablering af Kulturhus Skovlyst, Sæby Scenen og Friluftsscenen i Sæbygaard Skov, etablering af Trafikcenter Sæby Syd og projekt Voerså Havn. I dag driver Helge Wittrup lidt freelance konsulentvirksomhed og spiller golf, når vejret tillader det. Fra 2001 til 2005 var han formand for Sæby Golfklub. Om sommeren holder han af at campere og spiller også lidt piano og harmonika. Han er holdkaptajn for Sæby Golfklubs Veteranhold, der i år er rykket op i A-rækken. Helge Wittrup er gift med Anna, som i 25 år har været børnehavelærer på St. Toftelund, og de har sønnerne Martin og Thomas.