Danmark

70 år

¤Mogens Bundgaard-Nielsen, fhv. direktør for A/S Storebælt, fylder i dag 70 år. I dag er Storebæltsbroen blevet en given ting, der binder Danmark og danskerne tættere sammen med en markant kortere rejsetid i både bil og tog. Sådan var det ikke i 1989, da Mogens Bundgaard-Nielsen satte sig i stolen som direktør for A/S Storebælt. Bundgaard-Nielsen kom fra en stilling som departementschef i Miljøministeriet til jobbet som Danmarks fremmeste brobygger. Det var på det tidspunkt, da trafikminister Knud Østergaard (K) sagde, at broen kunne gøre gavn ved, at den friske mælk kunne komme hurtigere fra Jylland til Sjælland. Ministerens udtalelse var ikke just medvirkende til at skabe opbakning til broen, og da Mogens Bundgaard-Nielsen trådte til som chef, kunne han konstatere, at to tredjedele af danskerne ikke kunne se meningen med broen, der ifølge skrækscenarierne både ville blive en katastrofe for økonomien og miljøet. Bundgaard-Nielsen har hele sin karriere været kendetegnet ved, at han aldrig lader sig slå ud, men kæmper videre. Og det lykkedes rent faktisk direktøren at få vendt folkestemningen. Vandet kom ud af rørene, og broen begyndte langsomt at rejse sig. I 1994 erklærede halvdelen af danskerne sig som tilhængere af broen. Den åbnede for tog i 1997 og for biler i 1998, og resten er historie. Trafikken er vokset år for år og overstiger langt de prognoser, der blev brugt som grundlag for byggeriet. I 2007 passerede 10,7 millioner køretøjer broen. Mogens Bundgaard-Nielsen sad på posten som brodirektør frem til 2004. Siden har han været formand for bestyrelserne i Danmarks Tekniske Universitet, Seruminstituttet og Lundbeckfonden. Han er gift med Marianne Viltoft, og fritiden bruges i sommerhuset i Gilleleje, på teaterture, veteranbiler og golf. /ritzau/