EMNER

70 år

Hugo Møller Thomsen

Hugo Møller Thomsen

Hugo Møller Thomsen, pastor, Mellemgade 10, Nibe fylder onsdag 70 år. Hugo Møller Thomsen er præst og forstander for Nibe Baptistmenighed og har boet og arbejdet i Nibe siden 1987. Han voksede op på en gård i Arentsminde. Han kom tidligt ud at tjene på landet, men kom også både på ungdoms- og højskole, ligesom han aftjente sin værnepligt ved flyvevåbnet, inden han for alvor begyndte at studere. Han blev student i Aalborg i 1963 og tog derefter på Baptistsamfundets Præsteseminarium i Tølløse i tre år. Derefter studerede han teologi på Københavns Universitet indtil 1969, da han fik kald til præstetjeneste i Oure - Svendborg og Langelands Baptistmenigheder. Der arbejdede Hugo Møller Thomsen indtil 1982, kun afbrudt af studier i Schweiz i 1974-75 og et fire måneders ophold i USA i 1978. I 1982 blev han ansat som sømandspræst og leder af Skandinavisk Sømandsmission i San Francisco for en fireårig periode. Hjemme igen fik Hugo Møller Thomsen kald fra Nibe Baptistmenighed, og her arbejder han stadig, og han er faldet godt til i byen tæt på fjorden, hvor en del af fritiden tilbringes i den lille sejlbåd. Hugo Møller Thomsen har gennem alle årene været aktiv i såvel Evangelisk Alliance som økumenisk arbejde og indenfor KLF, Kirke & Medier både på Fyn og i Nibe. For tiden er han distriktsformand for KLF Kirke & Medier i Himmerland, ligesom han er medlem af KLF Kirke & Mediers repræsentantskab og i repræsentantskabet for TV2Nord.