70 år

Paul-Jørgen Budtz

Paul-Jørgen Budtz

¤Paul-Jørgen Budtz, Ekstra Bladets mangeårige film- og teaterkritiker, fylder søndag 70 år. I de mere end 25 år blev det til mere end 5000 anmeldelser plus reportager fra Berlin- og Cannesfestivalerne. Der blev også tid til at skrive en bog om Gasolin og en om Olsen Banden sammen med Poul-Ove Künel. Paul-Jørgen Budtz begyndte sin løbebane på Fjerritslev Avis, snusede til sportsjournalistikken på Ritzau og blev i 1969 redaktionssekretær på kulturstoffet på Berlingske Tidende. I 1972 blev han hentet til Ekstra Bladet, hvor han virkede som redaktionssekretær på kulturstoffet, inden han afløste den legendariske Bent Grasten som bladets filmanmelder. Sammen med Knud Schønberg virkede han også som teateranmelder og var i et par år eneanmelder på film og teaterområdet. Budtz var i sin karriere kendt for sin omfattende viden om især film-, teater- og revyhistorie, og han delte gerne ud af sin viden til venner og kolleger. Paul-Jørgen Budtz trak sig tilbage i 2002 og bruger sit otium til rejser og at passe sine film- og teaterinteresser, sine fem børnebørn og sin frue Jytte Budtz.