Aalborg

70 år

Jørgen Andreasen

Jørgen Andreasen

¤Jørgen Andreasen, fhv. vvs-installatør, Slåenvej 2, Dronninglund, fylder fredag 70 år. Efter at have afhændet virksomheden har interessen for organisationsarbejde fulgt ham, og han er i dag sekretær i Vendsyssel Smedemesterforening og formand for foreningens seniorklub. Desuden har han i nogle år været formand for Ældre Sagen i Dronninglund. Jørgen Andreasen er også i bestyrelsen for venneforeningen for Thorup Lokalarkiv, da det er hans fødeegn, og han er i bestyrelsen for Kristen Skole- og Kursuscenter i Fjellerup. I mange år har han været medlem af Y's Mens Club 3 i Aalborg, hvor han har knyttet mange venskaber. Den noget sparsomme fritid bruges til ferierejser sammen med konen og samvær med børn og børnebørn, hvoraf der er seks. Hans store interesse er handel med alt mellem himmel og jord. De senere år har han formidlet elscootere. Fødselsdagen fejres i weekenden sammen med familie og venner.