EMNER

70 år

Erik Keldsen Petersen

Erik Keldsen Petersen

¤Erik Keldsen Petersen, Lyngtoften, Gistrup, fylder i dag 70 år. Erik Keldsen Petersen er født på Djursland, hvor han efter endt realeksamen kom i lære som kommis. Det stod dog hurtigt klart for ham, at det ikke var den vej, han ønskede at gå, og så snart han var udlært, tog han et år på Askov Højskole og blev derefter optaget på Aalborg Seminarium. I 1967 blev han færdig som lærer og blev ansat på Vejgaard Østre Skole, hvor han virkede, indtil han blev pensioneret. Erik havde mange gode arbejdsår som lærer. Især brændte han for at undervise de ældste elever. De år, hvor han sammen med gode kolleger arbejdede med en idrætslinje i 10. klasse, gav ham stor arbejdsglæde. Idrætten har altid haft en stor plads i Eriks hjerte. Først var det fodbold, badminton og tennis, men i de senere år er han gået over til golf. I mange år har også dansen haft hans opmærksomhed. De seneste 20 år har han ledet squaredance i Gistrup Squaredance Forening, ligesom han leder linedance på Beltoften Aktivitetscenter. Erik holder meget af at færdes i naturen, og hvis ikke vejret er til golf, løber han gerne en tur på 10 kilometer. Somrene tilbringes i sommerhuset, og intet er bedre for ham end her at tumle omkring med de fire børnebørn. Hans store tålmodighed og hans gode humør gør ham til et naturligt midtpunkt i familien.