Hobro

70 år

Arne Støvring

Arne Støvring

¤Arne Støvring, Aggersundvej 79, Aars, fylder fredag 70 år. Han og hustruen Ella flyttede i julen 1997 til Aggersundvej 79. I en årrække forinden havde de boet i Tulstrup mellem Rørbæk og Mejlby, hvor Arne havde opbygget en sommerhusfabrikation, der hovedsageligt producerede sommerhuse til levering og opstilling på Sjælland. Samtidig var Ella begyndt som dagplejemor, så det var en stor glæde for børnene at hjælpe Arne på værkstedet, og han nød at vise dagplejedrengene, hvordan en pind skulle saves, eller et søm slås i, da han selv havde tre døtre, som ikke havde den store tømrer-interesse. Den ældste, Lene, driver en Hydro-Texaco station i Hobro og er gift med Palle, og de har fire børn og et barnebarn. Helle, den mellemste, er dagplejer, gift med Anders-Henrik og har tre børn. Den yngste, Anita, ejer Shell stationen i Gunderup og bor sammen med Jan. I 2005 havde Arne Støvring den store sorg at miste Ella, som han havde været gift med i 46 år. Det var et tab for hele familien, at samlingspunktet forsvandt, men Arne formåede at finde glæden igen, ikke mindst takket være de tre døtre og børnebørnene, som gladelig kommer i hjemmet. Kun et år efter Ellas død kørte barnebarnet Peter galt og mistede livet. Det var et stort og næsten uoverskueligt tab for alle, men igen samlede familien sig, og gennem et stærkt sammenhold formåede alle og ikke mindst Arne at komme videre og gennem sorgen. Arne Støvring nyder, når børnene og deres familier kommer på besøg, og han kører gerne rundt, når der skal gøres en indsats. Uanset, hvornår de har brug for hjælp, stiller han altid op med bilen fuld af værktøj og lignende, og alle døtrene og deres familier har stor fornøjelse af hans besøg og hjælpsomhed. Fødselsdagen fejres fredag formiddag på Aggersundhed, hvor Arne Støvring træffes hjemme.