Frejlev

70 år

Robert Hansen

Robert Hansen

¤Robert Hansen, investeringschef, Straussvej 55, Frejlev, fylder torsdag 70 år. Efter uddannelse i Svendborg Bank og tre år ved militæret, heraf et år ved UNEF i udlandet, arbejdede han i tre år som superintendant i et amerikansk firma RCA på Grønland og derefter to år som regnskabschef i privat firma i København. I 1967 kom han til Danske Banks hovedrevision i Aalborg og i 1978 til bankens Vejgård afdeling for i 1982 at blive leder af fonds- og investeringsafdeling i Danske Bank Aalborg for Nordjylland. Robert Hansen var en af pionererne ved starten af rådgivning af køb og salg af obligationer og aktier såvel udenlandske som danske, konverteringer, valutainvesteringer og skatterådgivning, som i dag er en væsentlig del af den finansielle sektor. Efter fusionerne i 1991 fortsatte han som rådgiver for store erhvervs- og privatkunder i Danske Banks Erhvervscenter Nordjylland. I 2001 gik Robert Hansen efter eget ønske på pension. Robert Hansen er gift med Lene Bagh Hansen, og de har en datter og en søn, som begge er gift, og som har glædet dem med to børnebørn. Pensionisttilværelsen bruges udover hus og have til investeringer, aviser, sommerhus i Rødhus, lejlighed i Skagen, rejser verden rundt, Lions Club Aalborg, Det Broderlige Skydeselskab i Aalborg og nok allermest familien. Robert Hansen er bortrejst på dagen sammen med den nærmeste familie.