70 år

Aase Stenskrog

Aase Stenskrog

¤Aase Stenskrog, Grønningen 43, Hjørring, fylder fredag 70 år. Aase Stenskrog voksede op uden for Tårs - i Nr. Stoksted - hvor forældrene drev landbrug. Hjemmet dannede rammen om en kæmpe familie, hvor Aase var yngste ud af en søskendeflok på 12. Det var små kår, men der var sammenhold og kærlighed. Aase kom efter skolegang tidligt ud at tjene ved den lokale slagter, Ejvind Toft. I julen 1958 mødte hun Frede, og kærligheden førte dem til Bjergby i 1959, idet Frede var blevet post der. Aase hjalp til på postkontoret i Bjergby. Året efter blev Frede tilknyttet Hjørring Postkontor, hvorfor de slog sig ned i Hjørring. Første hjem blev på Vanggaardsvej. I 1967 byggede de deres nuværende hus på Grønningen 43, som har dannet rammen om familien lige siden. I 2010 kunne de således fejre guldbryllup sammen. Aase og Frede nyder at rejse og tilbringe perioder i deres sommerhus i Lønstrup, som de har ombygget og forbedret over flere omgange, siden de købte det. Faktisk har andre - herunder børnene - også sat stor pris på samt nydt godt af deres kunnen og kæmpe hjælpsomhed, idet de har været gode til at træde hjælpende til og ikke gået i vejen for at tage fat om en flytning, omforandring af et hus, male eller mange andre opgaver. Aase har loyalt og pligtopfyldende haft jobs ved cafeteriet i varehuset Pax, Lee Cooper, Sonne Konfektionen og senest ved Georg Jensen. Aase og Frede har to sønner - Brian, der bor i Aarhus, og Chris, der bor i Viborg. Familien består endvidere af svigerdøtrene og ikke mindst de seks børnebørn. Både Aase og Frede nyder tiden sammen med familien, og når der er besøg af børnebørnene eller de ellers er sammen, så er smilene store. Også børnebørnene nyder godt af deres hjælpsomhed. Både vennekredsen og den øvrige familie er pænt stor og er en vigtig del af både Aase og Fredes liv. Det betyder ofte og positivt en stram kalender med besøg, hygge og festlig sammenkomst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.