70 år

¤Villy Søndergaard, Kikkenborg 16, Vodskov, fylder onsdag 70 år.

Villy Søndergaard

Villy Søndergaard

¤Villy Søndergaard, Kikkenborg 16, Vodskov, fylder onsdag 70 år. Han er født i Himmerland, nærmere bestemt i Mjallerup ved Løgstør, og begyndte som plejeelev ved anstalten i Vodskov i 1961. Herefter arbejdede han ved institutionen i Hammer Bakker indtil udflytningen til boenheden i Dronninglund, hvor han var, indtil han i januar 2002 gik på pension. Villy Søndergaard har altid været meget glad for sit arbejde som plejer, en titel, der senere blev ændret til omsorgsassistent og senest socialpædagog. Gennem alle årene var han meget aktiv i fagbevægelsen Åndssvageforsorgens Personaleforbund, senere Socialpædagogernes Landsforbund. Han har haft mange tillidsposter, og især arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen har haft hans store interesse. Han har været med i amtets hovedsikkerhedsudvalg og med i amtets feriefond, som har givet ham mange spændende oplevelser. I dag er han aktiv i fagforeningens seniorsektion. Villy Søndergaard er gift med Elsebeth, der også er uddannet plejer, og de mødte hinanden på jobbet i Hammer Bakker. De har to voksne sønner, der i dag bor med deres familier i henholdsvis Lindholm og Søborg ved København. Desuden har de fem børnebørn. Villy Søndergaard er et udpræget friluftsmenneske. Han cykler meget og er i det hele taget glad for at færdes i naturen og glæder sig over at bo naturskønt i kanten af Hammer Bakker. Men selv om han har boet i Vendsyssel siden 1961, så betragter han stadig sig selv som ægte himmerlænding - noget som end ikke ægteskabet med vendelboen Elsebeth har fået ham til at ændre syn på.