Jerslev

70 år

Else Kraglund, Egebakvej 119, Sterup, fylder søndag 70 år. Else Kraglund er født i Sterup og har boet der det meste af sin tid. Som ung havde hun bl.a. plads i huset hos lægefamilien i Jerslev. Else Kraglund har altid været interesseret i det lokale foreningsliv og i politik, og hendes kræfter har ofte været taget i brug uden for hjemmet og i det offentlige liv. For år tilbage stod hun for oprettelse af den private legestue i Jerslev. Hun var desuden i mange år kursusleder for husholdningsudvalgene i Jerslev og blev senere skoleleder i LOF. Hun har desuden været formand for Sterup Borgerforening og for Jerslev Venstrevælgerforening, ligesom hun i en årrække var kasserer i Lokalhistorisk Forening i Jerslev. I 1986 blev Else Kraglund valgt til medlem af Brønderslev Byråd, hvor hun sad i to perioder, bl.a. som medlem af kulturudvalget og socialudvalget. I 1998 blev hun valgt ind i kommunens ældreråd og var i en del af den fireårige periode dets formand. Hun har gennem flere år været med i støttekredsen for Jerslev Plejehjem. Else Kraglund er meget haveinteresseret. Hun har sammen med sin mand skabt en særdeles smuk have, som de selv holder meget af og som andre nyder at se. Parret har givet deres fire børn et godt og trygt hjem, hvor nu også børnebørnene nyder at komme for at nyde bedsteforældrenes omsorg. Parret har en stor omgangskreds, der nyder at komme i hjemmet. Den runde dag fejres med åbent hus.