Autobranchen

70 år

Bent Andersen

Bent Andersen

¤Bent Andersen, tidligere Shell-forhandler, Peter Heises Kvarter 38, Brønderslev, fylder mandag 70 år. Bent Andersen er født på Øland og opvokset på en mindre landbrugsejendom, som familien drev. Men i en tidlig alder fandt han ud af, at det var mekanikken og specielt motorer, der var drivkraften. Han kom i lære som automekaniker i Aalborg, og umiddelbart efter sin svendeprøve overtog han og hans kone, Signe, et autoværksted i Aabybro, som de hurtigt udvidede og gennem alle årene foretog udvidelser og forbedringer på. Tanken og værkstedet drev de sammen i 35 år, indtil Bent Andersen i 1998 valgte at gå på efterløn. Tanken blev solgt, og de rykkede til Brønderslev i en nybygget villa. Bent Andersen har de seneste 10 år brugt megen af sin energi på at hjælpe sine to børn, Tina og Henrik, ligesom de seks børnebørn har en kæmpeplads i hans hjerte, og han er altid klar til at hjælpe, når de ringer. Signe og Bent Andersen har deres daglige gang i Vesterkirken i Stenum, og de seneste tre år er en stor del af hans tid gået med sang og musikkoret Evangeliets Gyldne Sange, som han er en energisk og medlevende leder for. Koret har netop udgivet en cd, som har solgt virkelig flot. Fødselsdagen fejres på dagen i hjemmet og med efterfølgende fest på Søparken i Aabybro.