70 år

Ove Hust fylder lørdag 70 år.

Ove Hust fylder lørdag 70 år.

¤Ove Hust, fhv. grønthandler og fodbolddommer, Thøger Larsens Vej 18, Aalborg, fylder lørdag 70 år. Ove Hust var i mange år dommer i den danske superliga, og indtil 1. januar er han med til at bedømme andre dommere og sikre, at hans afløsere til stadighed holder et højt niveau, - men som 70-årig er han selv dømt ude af det selskab. Som fodbolddommer huskes han stadig som en til tider mindre populær dommer, og hans navn - OVE HUST - er som få blevet udskreget fra tilskuerpladserne. Det har han dog en afslappet holdning til, idet hans humoristiske udlægning af det altid har været, at når publikum råber hans navn, så er det, fordi han var så god, at folk gerne vil have ham tilbage på banen. Han tog dommereksamen i 1952, men først i 1969 begyndte han som dommer hver weekend, og han oparbejdede et højt niveau, som slet ikke modsvarer det image, han fik på grund af en enkelt kamp i Aarhus, hvor det efter hjemmetilskuernes smag ikke gik de lokale, AGF, efter fortjeneste. Hans sidste bedømmelse af en dommer sker for øvrigt i Aarhus om en måneds tid, når AGF 21. november møder Silkeborg. Ove Hust har i 62 år været medlem af Aalborg Chang, og han kan næste sommer fejre 50 års jubilæum i Aalborg Fodbolddommerklub, hvor han fremstår som en af foreningens ypperste repræsentanter. Han møder altid med et smil på læberne, er venlig og imødekommende og altid parat til en snak om fodbold. I de senere år har Ove Hust brugt tiltagende mere tid på golfbanerne i de nærmeste byer. Her boltrer han sig sammen med gode venner på greenen. Ove Hust er født og opvokset i Aalborg, og allerede som 17-årig begyndte han som selvstændig frugtgrosserer. Det varede indtil 2005, da han solgte forretningen. Efter salget sluttede han i 2006 karrieren indenfor handel med frugt. Ove Hust er gift med Kirsten, og de har tre voksne børn. Familien er nu udvidet med tre svigerbørn og seks børnebørn, og både Kirsten og Ove Hust får ofte lov til at passe børnebørnene, der er vokset op med musik, fodbold og godt humør. Fødselsdagen fejres privat.