Serritslev

70 år

¤Laurids Christensen, tidligere vognmand, Otto Banners Vej 38, Sæby, fylder onsdag 70 år. Laurids Christensen er født og opvokset i Kalum ved Serritslev. Han hjalp allerede i drengeårene til på forældrenes landbrug og tog med faderen ud at tærske for landmænd. Efter endt skolegang kom han ud at tjene ved landbruget, og det fortsatte han med, indtil han blev soldat. Efter soldatertiden tog Laurids Christensen arbejde som chauffør. I 1974 flyttede han og hustruen Inger til Sæby. Samtidig købte de en lastbil og etablerede selvstændig vognmandsforretning, som gennem årene voksede til at omfatte 12 lastbiler. I begyndelsen af året afhændede Laurids Christensen vognmandsforretningen til sønnen Lars, men firmanavnet er stadig L. C. Transport. Selv om Laurids er gået på pension, er han stadig ofte i forretningen, og han tager gerne en tur som afløser for en af chaufførerne. Tidligere havde Laurids og hans hustru Inger sommerhus i Ingstrup, men det er nu solgt, og i stedet har parret købt en autocamper, og hver vinter forlader de den kolde danske vinter og kører sydpå for at tilbringe et par måneder i Spanien. Om sommeren kører de gerne til Norge eller Sverige. Udover sønnen Lars har Inger og Laurids sønnen Martin, som er brugsuddeler i Frederikshavn, og datteren Gitte, som har sit eget rengøringsfirma i Sæby. Desuden har de fire børnebørn. Laurids Christensen fejrer fødselsdagen i dag lørdag med fest på Syvsten Kro for 60 gæster. På selve dagen onsdag er der åbent hus.