EMNER

70 år

¤Gunnar Olesen, gårdejer, Strudsholmvej 10, Agersted, fylder søndag 70 år. Gunnar Olesen er født og opvokset i Lunden ved Gl. Agersted. Han var en tid beskæftiget ved sin fars landbrug og var et år ansat hos en nabo. Derefter havde han plads på en gård ved Ø. Hornum Militærtjenesten blev aftjent på Nr. Uttrup Kaserne. Efter ophold på Haslev Landbrugsskole fulgte en lærerig plads som fodermester hos en landmand på Aalestrupegnen. Det blev også til et par selvstændige pladser på Højerholt, Understed og Tulsted ved Skørping. Som 23-årig blev Gunnar Olesen ansat som bestyrer på Ø. Fladholt ved Understed. Senere i tre år på Lundegård i Ørtoft. Gunnar Olesen købte i 1967 Vandsted ved Agersted og blev samtidig gift med Anna Markussen fra det Himmerland, hvor han havde opholdt sig flere år af sin ungdom. I en årrække var han formand for FDF i Agersted. I 20 år var han en aktiv formand for menighedsrådet og var med til at igangsætte spændende og givende projekter for kirken bl.a. en omfattende renovering af kirkegården. Formandskabet medførte også en periode i bestyrelsen for Distriktsforeningen af menighedsrådsmedlemmer i Østvendsyssel. I dag er han sammen med Anna medlem af Hammer Ys Mens Club, hvilket giver dem mange gode oplevelser sammen. Tre børn er vokset op i hjemmet: Per, Dorte og Anette. I sommeren 2007 havde Anna og Gunnar den store sorg at miste sønnen Per ved en færdselsulykke. Dorte har bosat sig i Hjallerup med sin mand Tony og tre børn. Anette bor i Hørby, er gift med Hans, og de har også tre børn. Efter Gunnar Olesen har solgt sine køer, er der blevet mere tid til heste, hus og have. Han og Anna har opbygget et dejligt hjem, og deres døre står altid åbne for venner og familie ikke mindst for de seks børnebørn, der nyder de dejlige omgivelser.