Dokkedal

70 år

¤Hanne Larsen, Ørsøvej 25, Dronninglund, fylder fredag 70 år. Hun er født og opvokset i Dokkedal, og efter skolegang havde hun forskellige pladser i huset. I 1964 blev hun gift med Jørn Larsen, og parret flyttede til København, hvor Jørn Larsen læste på Landbohøjskolen. Her arbejdede hun gennem fem år som montrice og samlede PH-lamper hos Louis Poulsen. I 1969 blev Jørn Larsen ansat som konsulent hos en Landboforening i Thy, og parret flyttede til Hurup. I 1989 købte parret Lille Rugtved - en landejendom mellem Agersted og Voersaa, og her blev det Hanne Larsens job at tage sig af gårdens svinebesætning. Ejendommen blev solgt i 2007, og parret købte i stedet for en "bette" ejendom på Ørsøvej 25. Her blev bygningerne revet ned og erstattet af nyt hus, og en stor del af ejendommens tilliggende jord på fire en halv ha. er parret nu i gang med at lave om til en park med have, søer med videre. Fødselsdagen fejres sammen med familiens fire børn og ni børnebørn samt gode venner.