EMNER

70 dage på vand og brød

Ved retten i Sæby blev en 53-årig mand fra Dronninglund onsdag frakendt kørekortet for bestandig. Manden er en gammel kending af politiet, og han blev den 23. december taget for at køre bil, mens han var påvirket af spiritus. Forseelsen blev yderligere forværret af, at den 53-årige i forvejen havde fået frakendt kørekortet i den pågældende periode. Manden fra Dronninglund har nu tre domme for spirituskørsel samt seks domme for kørsel i frakendelsestiden på samvittigheden. De gentagne overtrædelser betød, at dommeren ud over en bestandig frakendelse af kørekortet idømte den 53-årige ubetinget fængsel i 70 dage.