70 mio. til forskning i barnløshed

EU støtter international forskning i hormonforstyrrende stoffers påvirkning af forplantningen

KØBENHAVN:Det er blevet så meget sværere at få børn og børnebørn, at EU nu sender 70 mio.kr. ud til en række forskere. De skal finde ud af, hvordan hormonforstyrrende stoffer påvirker både mænd og kvinders evne til at få børn og hvor lille en påvirkning, der egentlig skal til i hverdagen. De internationale forskningsprojekter skydes i gang fra København, i dag torsdag. – Det er skræmmende, at det står så dårligt til med f.eks. unge mænds sædkvalitet, uden at vi præcist kan sige, hvad vi skal gøre ved det, siger forskningsleder Anna-Maria Andersson, Center for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet, der er vært ved den indledende konference. – Men vi håber at få en del af svarene med de nye forskningsprojekter, tilføjer hun. Forskerne kan blandt andet konstatere, at næsten hver anden danske mand har dårlig sæd, og at dannelsen af deres kønsorganer påvirkes af de hormonforstyrrende stoffer, deres mor er udsat for først i graviditeten. De kan også se, at stofferne forstyrrer pigers udvikling, så de går tidligere i pubertet. – Med de nye penge kan vi følge børn, som vi undersøgte som fostre og se, hvordan de udvikler sig i puberteten. Og vi skal f.eks. også sammenligne sædkvaliteten hos danske mænd og amerikanere, der spiser hormonbehandlet oksekød, fortæller Anna-Maria Andersson. Stort set hele verdens førende forskere på området deltager i de tre flerårige projekter om stoffernes påvirkning af mænd, af kvinder og om, hvad der sker, når de forskellige stoffer som ftalater og pesticider blandes. Stofferne findes i alt fra creme til legetøj, sutteflasker, stegepander og regntøj. Nogle af dem er reguleret og findes kun i små mængder, men forskere på Danmarks Tekniske Universitet har med seniorforsker Ulla Hass i spidsen for nylig bevist, at selv ganske små mængder af stoffer, der ikke giver effekt i sig selv, gør det, når de samles. – Nu kan vi prøve blandinger af, som svarer til, hvad mennesker udsættes for til daglig. Det bliver et meget betydningsfuldt projekt, siger Ulla Hass.