700.000 Seat-biler er udstyret med snydesoftware

Både Audi og Skoda har allerede oplyst tal, og nu har det sidste af fire mistænkte mærker meldt sig på banen

SEAT's bestyrelsesformand Francisco Javier Garcia Sanz. Foto: Scanpix
Erhverv 29. september 2015 13:29

DANMARK: 700.000 biler fra Seat er udstyret med snydesoftware, der i test sminker tal for udledning af kvælstofilter, fortæller en talsperson for bilmærket.

Den spanske bilproducent Seat er med i VW-gruppen.

På verdensplan skal 11 millioner dieselbiler fra Volkswagen-koncernen være udstyret med et program, der gør, at bilen under test viser en markant lavere udledning, end køretøjet reelt udleder.

To andre mærker i koncernen, Audi og Skoda, har allerede oplyst, at henholdsvis 2,1 og 1,2 millioner af deres dieselbiler er produceret med anordningen.

Den tyske regering har givet Volkswagen en frist, 7. oktober, til at fremlægge en handlingsplan for håndtering af krisen.

Der er sket en omfattende udrensning i ledelsen hos den tyske bilgigant, hvor man blandt andet har fyret den administrerende direktør, Martin Winterkorn, og erstattet ham med Porsches chef, Matthias Müller.

Martin Winterkorn er siden sigtet for bedrageri.

Også et bestyrelsesmedlem forlod med omgående virkning bestyrelsen til fordel for Skodas bestyrelsesformand.

Den tyske bilkoncerns aktier faldt betydeligt på børsen i Frankfurt, da skandalen blev afsløret, og de dykkede yderligere, da Volkswagen bekræftede sagens globale omfang.

Miljømyndighederne i USA har varslet en bøde på op mod 120 milliarder kroner, hvilket er mere end Volkswagens samlede driftsoverskud fra sidste år.

Op mod 91.000 danske biler er udstyret med programmet, og Volkswagen i Danmark ved endnu ikke, om softwaren ligger aktivt eller inaktivt i bilerne.

- De vil hurtigst muligt finde ud af, om det er en teknisk eller softwaremæssig opgradering, bilerne skal have, siger VW’s danske pressechef, Søs Ilum, til Ritzau.

Skandalen omfatter både privatbiler og erhvervsbiler, og det anslås, at 58 procent er fra Volkswagen, 16 procent er fra Audi, 18 procent er Skodaer, og otte procent er Seat-biler.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...