7000 soldater skal fjerne vejblokader i colombiansk millionby

Demonstranter har blokeret veje til flere byer i Colombia, hvor mindst 17 er døde i protester mod regeringen.

Demonstranter og politi stødte fredag sammen over hele Colombia under protester mod regeringen. Her i byen Madrid lidt udenfor landets hovedstad, Bogotá.

Demonstranter og politi stødte fredag sammen over hele Colombia under protester mod regeringen. Her i byen Madrid lidt udenfor landets hovedstad, Bogotá.

CALI:Colombia vil de kommende dage sende så mange militære styrker som muligt til den vestlige region Valle del Cauca og dens hovedstad, Cali.

Det oplyser landets præsident, Iván Duque Márquez, fredag, efter at yderligere fire personer har mistet livet under protester mod regeringen.

De fire personer døde fredag i og omkring millionbyen Cali, samme dag som titusindvis gik på gaden over hele Colombia for at markere en måned med anti-regerings demonstrationer.

Protesterne brød ud 28. april mod en nu aflyst skattereform. De har siden udviklet sig til også at handle om generel ulighed i landet, politivold og manglen på muligheder for unge mennesker.

Ifølge regeringen har 17 civile mistet livet under protesterne siden torsdag, mens i alt 49 er døde, siden protesterne begyndte i april - heriblandt to betjente.

Menneskerettighedsgrupper siger dog, at mange flere er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

Iván Duque Márquez siger i en tale fredag, at over 7000 militære tjenestefolk vil blive sendt til Cali og Valle del Cauca. Her skal de blandt andet fjerne vejblokader sat op af demonstranter.

I forbindelse med volden har guvernøren i Valle del Cauca også indført udgangsforbud i provinsen fra klokken 19.

Protesterne i Colombia har generelt været plaget af vold.

Meldingen om, at militæret nu vil blive indsat flere steder, kommer, efter at forhandlinger mellem regeringen, demonstranter og fagforeningsledere om at afslutte demonstrationerne er gået i stå.

Regeringen har meldt ud, at den ikke vil underskrive nogen aftaler, før lederne bag protesterne fordømmer vejblokader, som demonstranter har sat op ved ind- og udgange til byer over hele landet.

Blokaderne har ført til mangel på mad og andre fornødenheder flere steder.

Colombias finansministerium vurderer, at vejblokaderne indtil videre har kostet landet 2,68 milliarder dollar svarende til cirka 16,3 milliarder kroner.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.