71-årig med overskud

Henny Nielsen og Kaas Vennekreds giver plejehjems- beboere ekstra oplevelser.

Henny Nielsen er primus motor for det store sociale arbejde, vennekredsen udfører. Foto: Martin Damgård

Henny Nielsen er primus motor for det store sociale arbejde, vennekredsen udfører. Foto: Martin Damgård

Uden en flok glade frivillige måtte beboerne på Kaas Plejecenter undvære sangaftener, udflugter, sommerfest og julefrokost. Kaas Vennekreds, som de frivillige kalder sig, har i en halv snes år brugt adskillige timer hver måned på at glæde de ældre beboere på plejecentret. Deres sociale arbejde er netop blevet påskønnet med 5000 kr. af Lions-klubben i Pandrup. 71-årige Henny Nielsen, Kaas, som er primus motor i Vennekredsen, fik overrakt pengene. - Jeg har ikke selv pårørende på plejecentret, men jeg vil gerne være med til at gøre noget for de ældre beboere, fortæller Henny Nielsen. - Det er selvfølgelig frivilligt og ulønnet arbejde. Vi synes, det er dejligt at se de ældres glade ansigter, når vi gør noget sammen med dem, tilføjer hun. Den tredje torsdag i hver måned er der sangaften. Og det er altid den tredje torsdag - så er det lettere at huske for de ældre på plejecentret. Aftenen byder naturligvis på fællessang. Desuden underholdning. Der er kaffe og kage. Samt amerikansk lotteri Vennekredsen bager selv. Det betyder, at de kan sælge kaffe og kage for 15 kroner og samtidig få et lille overskud til arbejdet. De 15 kroner betales kun af de gæster, som kommer udefra. - Beboerne på plejecentret betaler aldrig noget for at være med. Det ehel er gratis for dem, siger Henny Nielsen. Ved sangaftenen torsdag aften var der bagt fastelavnsboller. Sneen betød, at der ikke kom så mange udefra. - Så der var en ekstra fastelavnsbolle til de ældre. Det var de glade for, fortæller Henny Nielsen. Der plejer at komme 35-40 til sangaftenerne. - Vi kunne godt tænke os, at lidt flere pårørende mødte op, siger Henny Nielsen. - Derimod er der rigtig stor tilslutning til både sommerfest og julefrokost, tilføjer hun.