Hjørring

73 vil være brandmanager

HJØRRING:Da ansøgningsfristen til stillingen som Brandmanager i Hjørring Kommune udløb i går, var det kommet 73 ansøgninger - hvilket var langt flere end forventet. - Den rigtige er blandt ansøgerne, sagde kommunaldirektør Poul Erik Graversen, som hele dagen var beskæftiget med at læse ansøgninger sammen med informationsmedarbejder Bente Schjønning. - Der er mange spændende ansøgere med forskellige uddannelser og erfaringer, og nu skal vi have udvalgt et antal, som vi vil have til samtale, sagde han. Poul Erik Graversen forventede egentligt, at de personlige samtaler med tre til fire ansøgere skulle tage en dag. - Men jeg er næsten sikker på, at vi er nødt til at tage en dag mere på grund af de mange gode ansøgere - og det er jo positivt, sagde han. Ansættelsesudvalget består af borgmester Bent Brown (S), Poul Erik Graversen og Bente Schjønning, og det forventes at den nye brandingmanager, som i første omgang ansættes til udgangen af 2005, kan tiltræde stillingen 1. september eller 1. oktober.