74-årig anholdt for knivdrab på 33-årig kvinde på Fyn

Fyns Politi har anholdt ældre mand for drabet på 33-årig fynsk kvinde, som i mandags blev fundet på savværk.

74-årig anholdt for knivdrab på 33-årig kvinde på Fyn

En 74-årig mand er blevet anholdt for knivdrabet på en 33-årig kvinde, der mandag blev fundet på et nedlagt savværk ved Tommerup på Fyn. Det oplyser Fyns Politi.

Det var nogle børn, der mandag aften ved 18-tiden fandt liget af kvinden i en lade til et nedlagt savværk i Tommerup. Forældrene til børnene, der er i alderen fra 10 til 12 år, kontaktede derefter politiet.

Det var i første omgang ikke muligt for politiet at fastslå, om der var tale om selvmord, eller om der lå en forbrydelse bag.

- Fyns Politi har derfor ført en intensiv efterforskning i flere spor, hvilket førte til, at det er politiets opfattelse, at der er tale om drab, og at kvinden er dræbt ved brug af en kniv, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Den 74-årige mand blev tirsdag aften anholdt på sin bopæl i Fakse og overført til Fyn, hvor han er blevet sigtet og afhørt til sagen.

Relationen mellem den dræbte og den 74-årige sigtede er ifølge Fyns Politi, at de mødtes på nettet på et socialt medie.

Politiet ønsker onsdag formiddag ikke at oplyse om mandens stillingtagen til sigtelsen eller hans forklaring.

Han fremstilles onsdag i grundlovsforhør, som vil blive begæret afholdt for lukkede døre.

Den 33-årige kvinde er fra lokalområdet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst