Færdselsforseelser

74-årig spøgelsesbilist på E45

Ældre dame kørte den forkerte vej på motorvejen

Den ældre dame kørte mod færdselsretningen på E45 sent fredag aften, ifølge politiet. Arkivfoto: Henrik Bo

Den ældre dame kørte mod færdselsretningen på E45 sent fredag aften, ifølge politiet. Arkivfoto: Henrik Bo

VENDSYSSEL:En ældre dame blev sent fredag aften stoppet af politiet, efter hun blev afsløret som ”spøgelsesbilist” på motorvej E45 nord for Nørresundby.

Ifølge Nordjyllands Politi bemærkede en anden bilist lidt før kl. 22, at en bil kom kørende mod færdselsretningen på motorvej E45, da han selv kom kørende mod nord.

Bilisten så, at ”spøgelsesbilisten” vendte om og begyndte at køre den rigtige retning mod nord.

Bilisten kørte efter og kontaktede politiet via sin mobiltelefon, da han havde mistanke om, at spøgelsesbilisten måske var beruset.

Det lykkedes politiet at stoppe den mistænkelige bilist, som viste sig at være en 74-årig kvinde fra Pandrup-egnen. Hun var ikke beruset, men havde åbenbart været forvirret, da hun kom til at køre mod færdselsretningen på motorvej E45, oplyser Nordjyllands Politi.

Den ældre kvinde skal nu op til en kontrol-køreprøve, hvis hun fortsat vil køre bil. Desuden får hun en bøde for at have kørt mod færdselsretningen på motorvejen.