Frejlev

75 år

¤Karen Christensen, Lannerparken 78, Frejlev, fylder fredag 75 år. Karen Christensen ophørte med sit arbejde som forstander på Vesthimmerlands Daghøjskole, da hun i 2003 fyldte 70 år, efter 20 års tjeneste på daghøjskolen. Et arbejde hun værdsatte højt gennem alle år, og som givet har været med til at skabe stor respekt omkring Karen Christensen. I tiden efter at hun ophørte med sit arbejde, er der blevet mere tid til familien, og det nyder hele familien godt af. De seneste år har Karens mand Ove været noget ramt af sygdom, men de er begge glade for tilværelsen, som den er, og har begge masser af livsglæde og lyst til oplevelser. Hjemmet i Frejlev er ofte fyldt af Karen og Ove Christensens fem børn - tre døtre og to sønner, ni børnebørn, fem oldebørn samt svigerdøtre og -sønner. Familie og venner finder også ofte vej til Frejlev. Karen Christensen er meget udadvendt og rummer store kvaliteter. For kort tid siden er hun således blevet tilknyttet Dansk Flygtningehjælp. Mindst en gang om ugen tager hun turen fra Frejlev til Aaborg og hjælper til med lektiehjælp for voksne. En aktivitet, der passer fint til Karens udadvendte natur og store glæde ved at kunne tilbyde andre mennesker en hjælpende hånd, menneskeligt som fagligt. Dagen fejret i hjemmet i Frejlev. Først med brunch i formiddagstimerne og siden med stor festivitas om aftenen.