Brønderslev

75 år

¤Holger Jørgensen, tidligere smedemester, Drachmannsgade 10, Brønderslev, fylder i dag 75 år. Holger Jørgensen startede i 1968 Løkken Smede- og Maskinværksted, som han drev indtil 1998. Da overdrog han virksomheden til sine to sønner, Erik Jørgensen og Svend Jørgensen. Virksomheden drives i dag af Erik Jørgensen alene. Holger Jørgensen blev i sin tid uddannet smed hos sin far, og hans egne to sønner er også udlært i smedeværkstedet. Han har desuden en datter og to børnebørn. I 1997 mistede Holger Jørgensen sin kone Esther. Han bor i dag sammen med Lissy Christiansen, og de nyder pensionisttilværelsen med hus og have i Brønderslev. Tidligere har de også haft sommerhus på Ærø, men solgte det for tre år siden. Holger Jørgensens store fritidsinteresse er Odd Fellow Logen i Brønderslev, hvor han har været med i mange år. Desuden er han med i en såkaldt lørdagsklub, hvor 12 mænd mødes et par timer lørdag formiddag for at drøfte livets små og store begivenheder. Holger og Lissy har desuden en stor omgangskreds. Fødselsdagen fejres lørdag 2. august i Odd Fellow Logen, Brønderslev.