75 år

Orla Friis Jensen

Orla Friis Jensen

¤ Orla Friis Jensen, Vesterbro 1, Aalborg, fylder i dag 75 år. Orla er fiskerskippersøn fra Esbjerg og jurist fra Aarhus Universitet, hvor han i 1964 begyndte forskerkarrieren som amanuensis. I 1975 forsvarede han som lektor sin doktordisputats: "Taksationsproces". Efter at landinspektøruddannelsen flyttede til Aalborg Universitet, tiltrådte Orla 1. august 1984 et nyt juraprofessorat i retskundskab inden for området arealforvaltning og fast ejendoms retsforhold. Han og familien flyttede et par år senere til det nordjyske. Orla er formentlig landets mest kyndige, indsigtsfulde og vidende på ekspropriationsområdet. Foruden egentlige forfatterskaber er det gennem årene blevet til mange uddybende og kritiske kommentarer i faglige tidsskrifter. Selv om den faglige tyngde ligger på ekspropriationsretten, er Orla også fuldbefaren indenfor offentlig og privat ret. Denne solide viden har ikke kun hans kolleger og studerende haft gavn og glæde af, men også advokater og praktikere konsulterer ham for at få et godt råd. Kommer man tættere på Orla, møder man et "humanistisk" menneske, som er god til sprog, og med hang til historie, kultur og natur. Fritiden bruges i vid udstrækning på familien og de mange børnebørn i Aarhus og Taulov, på fællesrejser mod syd og på skiture i de norske fjelde. Orla og Anne Margrethe kender formentlig landsdelen bedre end mange indfødte. Et kendskab opnået på ture i bil, til fods eller på cykel. Han er også en flittig koncertgænger i Aalborg Kammermusikforening. Formen holdes ved lige på AG's navnkundige morgengymnastikhold. Orla har som emeritus bevaret sin tilknytning til universitetet og er stadig involveret i forskning. Han er tillige aktiv som tidsskriftsredaktør og som formand for taksationskommissionen for Fyn og sydlige Jylland. Fødselaren er bortrejst på dagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.