Lokalpolitik

75 år

¤ Jógvan Sundstein, Færøernes tidligere lagmand, Slotsvolden 5, Holbæk, fylder søndag 75 år. Jógvan Sundstein er en af Færøernes sværvægtere inden for både politik og erhvervsliv - tidligere lagmand og landsstyremand for finans og økonomi. Det var Jógvan Sundstein, der som finansminister under Færøernes alvorlige bankkrise i starten af 1990'erne, sammen med den daværende lagmand Marita Petersen (S), i hast måtte opsøge den danske regering for at få milliardlån til at redde den færøske økonomi. De hårde kriseår på Færøerne må betegnes som nogle af de sværeste i Jógvan Sundsteins lange politiske karriere. Den konservative folkeflokpolitiker var medlem af Færøernes lagting fra 1970 til 1994, hvor han valgte at trække sig fra politik. Jógvan Sundstein var lagmand (svarende til statsminister) fra 1989 til 1991, ligesom han foruden finansminister også i flere år var formand for Lagtinget. Jógvan Sundstein var den første færing, der blev uddannet statsautoriseret revisor, og sideløbende med den politiske karriere havde han sit eget revisionsfirma i Torshavn. For godt fire år siden afhændede han forretningen og flyttede med sin hustru Lydia til Danmark, hvor parret har tre børn og seks børnebørn. Fra sin nye bopæl i Holbæk følger han aktivt med i, hvad der foregår på Færøerne, og giver sit besyv med som blandt andet politisk kommentator. Årene siden pensionen er desuden gået med at skrive en erindringsbog, der udkommer om kort tid. /ritzau/