Hobro

75 år

¤Frede Mortensen, Sallingvej 15, Hobro, fylder tirsdag 75 år. Efter endt ingeniøruddannelse aftjente han sin værnepligt som befalingsmand ved ingeniørtropperne i Farum og Randers, hvorfra han blev hjemsendt i 1961. I godt 40 år var han ansat ved Hobro Kommune, hvor han varetog arbejde som vejingeniør, senere som bygningsinspektør, brandinspektør, vicecivilforsvarsleder og endelig - i forbindelse med sammenlægningen af civilforsvaret og brandvæsenet - som beredskabschef. Herfra gik han i foråret 2004 på pension. Frede V. Mortensen har i en årrække siddet i bestyrelser som Hobro Idrætsklub, Hobro Borger- og Håndværkerforening og Ambulancedagene, ligesom han i 27 år var direktør for Amby-Revyen. I 16 år var Frede Mortensen også formand for Brandinspektørerne/beredskabscheferne i Nordjylland. Frede V. Mortensen var initiativtager til stiftelse af Hobro Håndværkerlaug, som er et laug, der går på tværs af de forskellige håndværksfag. I mere end 16 år har han været og er stadig holdleder for det lokale brandmandskonkurrencehold. Som sådan har han været med til ved brandmands-OL i Finland at bringe guld med hjem, ligesom der ved nationale stævner også er blevet vundet både guld og andre ædle metaller. Fra 2003 - 2010 var Frede Mortensen gildemester i 1. Gilde, Hobro samt stadsgildemester. Han er desuden høvding for Gul Vikingeflok, 18 modne mænd, som har holdt sammen i 31 år. Herudover har Frede Mortensen hus, have og sommerhus, som også kræver en del tid. Fødselsdagen fejres privat.

Forsiden