75 år

Privatfoto

Privatfoto

¤Vagn Gaarde, tidligere skoleinspektør, Kildehaven 49, Skørping, fylder mandag 75 år. Vagn Gaarde er født og opvokset på Frederiksberg. I de unge år sang han blandt andet i Københavns Drengekor og var også ivrig KFUM-spejder. Han blev student fra Gentofte Statsskole og tog lærereksamen fra N. Zahles Seminarium i 1962. Derefter var han lærer ved en ny centralskole i Boestofte på Stevns indtil 1971, hvor han blev ansat som viceskoleinspektør på Terndrup Skole. I 1979 blev han skoleinspektør på Bælum-Solbjerg Skole, hvorfra han blev pensioneret i 1997. Sideløbende har Vagn Gaarde haft en lang karriere som politiker i Det Konservative Folkeparti, som han har været medlem af siden 1965. I 20 år - fra 1981 til 2001 - var han medlem af byrådet i Skørping Kommune og var blandt andet viceborgmester og ivrigt engageret i venskabsbysamarbejdet. Han har også været medlem af Rebildselskabet siden 1975 og har været toastmaster ved såvel picnic som den store teltfrokost de seneste 20 år. Han har dog bebudet, at 100 års jubilæet i år bliver hans sidste optræden i den sammenhæng. Han har stadig beholdt nogle få af sine tidligere mange tillidsposter: i arbejdsgruppen vedrørende venskabsbysamarbejde, turistforeningens bestyrelse, Rebild Naturskoles bestyrelse, Andelsboligforeningen Kildehavens bestyrelse, Lions Club Arden og Rold Skov Golfklubs begynderudvalg. Han er i det hele taget glad for livet og sætter pris på, at hans helbred stadig er o.k. Han er også glad for at have sin familie intakt. Den består af tre børn spredt over hele verden, fire børnebørn og hustruen Jette, som han fejrede guldbryllup med i september 2011. Fødselsdagen markeres med åbent hus på Rold Gl. Kro med brunch søndag 15. april kl. 10.30.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.