Aalborg

75 år

Esther Imer, Starkærvej 6, Fjerritslev, fylder fredag 75 år. Esther Imer er nummer tre i en børneflok på otte. Hun er født og opvokset i Klim, hvor hendes mand, Karl, også er født og opvokset. Som ung havde Esther udlængsel, og hun arbejdede i nogle år i Aalborg, hvor hun var glad for at arbejde på sygehuset som medhjælper. Da hun blev gift med Karl, flyttede de sammen på en gård med 50 tønder land jord og nogle dyr. Her arbejdede de først side om side, indtil Karl blev syg, og Esther måtte trække det store læs, indtil hun solgte ejendommen i 1992, og de flyttede til Starkærvej. Siden er Karls sygdom blevet værre, og han er nu så handicappet, at han har været nødt til at komme på plejehjem, hvor Esther besøger ham hver eftermiddag. Deres to børn, Anne og Børge, bor i nærheden, og til familiens store glæde er der nu også tre børnebørn og et oldebarn. Esther Imers helbred er noget medtaget af mange års hårdt arbejde. Det har desuden været en stor sorg for hende, at fire yngre søskende er døde. Esther Imer er et meget omsorgsfuldt og kærligt menneske, der gerne hjælper andre.