Klokkerholm

75 år

Aksel Johan Petersen

Aksel Johan Petersen

¤Aksel Johan Petersen, tidligere gårdejer, Øsstermarksvej 1, Klokkerholm, fylder mandag 75 år. Han er født og opvokset på Stokbrohede, og efter skolegang i Grindsted Skole kom han ud at tjene på forskellige af egnens gårde, bl.a. Kjellingbro. Herefter fulgte en tid som soldat bl.a. med udstationering i Itzehoe i Tyskland. I 1957 blev han gift med Gerda, og de fik fem børn. Samme år købte de endvidere en ejendom i Ørum Mose. En del af ejendommen var tilgroet som mose, som det var forbundet med et stort arbejde at omdanne til agerjord. Efter nogle år som traditionel landmand med køer, grise og agerbrug startede Aksel Johan Petersen sideløbende hermed en maskinstation. Sådan drev han ejendommen, indtil den blev solgt for ca. 10 år siden. Han fortsatte dog med lidt maskinstationsvirksomhed med en traktor og en slamsluger endnu nogle år. Han og Gerda købte hus i Klokkerholm, og han blev involveret i lokalsamfundet og har bl.a. gjort et stort og respekteret arbejde i brugerrådet. Han går til dans, er med i fællesspisningerne i Ørum Forsamlingshus og holder meget af at få et spil kort. I 2007 kunne Gerda og Aksel Johan fejre guldbryllup, men det blev en hård tid, da Gerda døde for et år siden. Hans mange venner, familien og omgangskredsen har imidlertid støttet ham, og han er nu også gået i gang med at spille kroket og gå stavgang. Aksel Petersen har altid været villig til at give venner, familien og naboer en hånd med, hvis de havde brug for hjælp både i høsten, til at køre beton eller bare at gå et ærinde og finde det, man lige stod og manglede. Han bliver også glad, når han bliver bedt om at hente eller bringe et barnebarn, for han elsker hele den yngre generation i familien, som han også gerne vil drille lidt.