75 år

Børge Kristensen
EMNER 9. september 2008 06:00

¤Børge Kristensen, tidligere salgsdirektør, Granvangen 2, Esbjerg, fylder onsdag 75 år. Børge Kristensen, der var ansat i 34 år på dagbladet VESTKYSTEN, senere Jydske/Vestkysten, har i høj grad været med til at præge nyhedsformidlingen i form af avis, ugeaviser, radio og TV i det vestjyske. Han er opvokset i Ribe, handelsuddannet og senere sælger på ”provision”. Han blev ansat på daværende VESTKYSTEN i 1964 og fik ret hurtigt ansvaret for alle budene. Inden længe havde han i samråd med afdøde chefredaktør og senere fiskeriminister Knud Rée sørget for, at læserne på landet fik avisen samme dag som alle andre, emballeret i plastik og kørt til adressen i avisens egne biler- lidt af en revolution dengang. Han blev udnævnt til distributionschef og senere markedschef med ansvar for annoncesalget. Under den tre måneder lange typografkonflikt i 1981 startede han sammen med reklamechef Hans Gundestrup ugeavisen Esbjerg Posten, en konkurrent til det socialdemokratiske Esbjerg Ugeavis og senere blev både Varde og Bramminge Ugeaviser opkøbt. Børge Kristensen blev direktør. I dag er de to gamle ugeaviser i Esbjerg samt en række andre fusioneret til Ugeavisen Esbjerg, ejet af den Sydvestjyske Venstrepresse. Han tog senere skridt til starten af produktionsselskabet Video Vest, der leverede indslag til TV Syd og til Radio Victor i 1981. I 1989 og frem til 1999, hvor Børge Kristensen fratrådte, var han salgsdirektør og medlem af direktionen og i øvrigt én af drivkræfterne bag fusionen af dagbladet VESTKYSTEN og ærkefjenden Jydske Tidende i 1990/91 til det nuværende Jydske/Vestkysten. Børge Kristensen har i alle årene været med i en del udvalg under Danske Dagblades Forening.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...