Aalborg

75 år

Poul B. Sørensen, Taagholtvej 11, Sindal, fylder fredag 75 år.

Poul B. Sørensen er uddannet assurandør og har arbejdet i forskellige forsikringsselskaber i 39 år, bl.a. Baltica. Han stoppede i 1997. I 1979 flyttede han fra Sindal ud på Lærkegården. Han har altid haft fritidslandbrug, bl.a. mink, kødkvæg - Hereford og Belgisk Blåhvidt Kvæg. Han har siddet i flere bestyrelser, bl.a. Nordjyske Bank og Blåkvægsforeningen. I øjeblikket sidder han i Danish Crown og Kødkvægsudvalget i Landbo Nord. Her er han med til at arrangere grillaftener og hjælper til på Hjørring Dyrskue. Han er også medlem af Rotary og Sindal Mandskor, hvor han har været med siden korets start for 51 år siden. I 1959 blev han gift med Ester, som han fejrede guldbryllup med sidste år. De har fire børn og svigerbørn og otte børnebørn, som han nyder at være sammen med. Hele sommeren tilbringes i sommerhuset i Tversted. Herfra cykler han mange ture i det nordjyske. To gange om året går turen til Spanien hos en datter. Fritiden tilbringes sammen med venner og familie. Fødselsdagsfesten fejres i private omgivelser.