Trafikulykker

75-årig cyklist trafik-dræbt

HULSIG:En 75-årig mand fra Hulsig ved Skagen blev ved godt 15-tiden torsdag dræbt, da han på cykel kørte direkte ud foran en mindre lastbil ved Hulsigvejs nordlige udmunding i hovedvejen mellem Skagen og Aalbæk. Ifølge politiets oplysninger havde bilens fører, der var på vej mod Skagen, ingen mulighed for at undgå påkørslen, og det er uvist, hvorfor den ældre mand kørte ud på hovedvejen uden at standse. Den 75-årige blev kørt til sygehuset i Frederikshavn, men han var død ved ankomsten. Den dødes navn er endnu ikke frigivet, da ikke alle pårørende er underrettet. Den meget trafikerede hovedvej, som er den eneste vej til Skagen, var spærret i en lille times tid, og det skabte hurtigt kilometerlange bilkøer i begge retninger.