EMNER

77-årig død efter brand

FREDERIKSHAVN:Den 77-årige Arne Johannes Nielsen mistede natten til torsdag livet ved en brand i sit hjem - en ældrebolig på L.P. Houmøllersvej. Brandvæsenet blev ved halv tre-tiden tilkaldt til rækkehuset, hvor der var kraftig røgudvikling. Røgen viste sig at komme fra køkkenet, og tekniske undersøgelser har vist, at det var en el-kedel, der var skyld i branden. Brandfolkene fik Arne Johannes Nielsen ud og forsøgte at genoplive ham, men han var død ved ankomsten til Frederikshavn Sygehus. Arne Johannes Nielsen blev fundet på gulvet i badeværelset. En obduktion skal nu fastslå, om dødsårsagen var røgforgiftning, eller om han muligvis allerede var død, før branden opstod. Det kan foreløbige undersøgelser nemlig tyde på.